Tennis Club Odenses 1. division piger spillede i dag efter en forrygende sæson i 1.division oprykningskamp til elitedivisionen i København mod Lyngby.
I elitedivisionen spilles med 4 singler mod kun 3 singler i 1.div. så til dagens kamp var holdet tilføjet 1.singlen fra Jyllands/fynsserien.
Holdet:
- Single: Sofie Steiner Uldall
- Single: Agnes Ditlev
- Single: Tamara Hassan
- Single: Katrine Hjorth Nyholm
Alle fire piger gik til stålet fra første sekund fast besluttet på at sælge sig selv så dyrt som muligt. I dag var dagen de havde ventet på hele sæsonen – nu skulle de unge piger måles mod Danmarks øverste liga.
Sofie Steiner Uldall kom bedst fra start med et stærkt vundet 1.sæt (6-1) og alt så godt ud. Den rutinerede modstander Linnea Fristam, som jo har spillet elitedivision hele sæsonen, fik dog justeret sit spil i 2.sæt og trukket lidt af Sofies høje tempo og presspil ud af kampen, vandt dette med (6-4) og reddede sig hermed en match tie-break for kampen. En hård og tæt match tie-break ender desværre med sejr til Lyngby på 10-8.
Vores kun 13-årige Agnes Ditlev, oppe mod den hele 4 år ældre Laura Gaarde Andersen kommer også godt i gang. Frisk og aggressivt spil fra vores unge talent lægger stort pres på Lyngbypigen som dog holder stand i kraft af sin store rutine og vinder et meget tæt spillet 1.sæt med 7-5. 2.sæt får den stærke og rutinerede spiller fra Lyngby bedre fat i kampen og ender med at vinde kampen i to sæt. Flot klaret af Agnes som var på banen for første gang i længere tid efter en mindre skadespause.
Tamara Hassan fik fornøjelsen af Helena Hildebrand Steenberg, en meget stærk og atletisk spiller der ligesom deres andre spillere har stor erfaring i både internationale kampe og nationale kampe på højt niveau. Tamara bruger lidt tid på at indfinde sig i kampen mod den uortodokse spiller og kommer forholdsvist hurtigt bagud 4-1, får dog mere rytme i sit spil men ender med at tabe 1.sæt 6-3. 2.sæt går lige sådan men bagud 1-4 endnu en gang brænder Tamaras kamptalent igennem og hun vender stillingen til en føring på 5-4 og kan serve sættet hjem. Det sker desværre ikke og de ender i en tie-break som Helena vinder med 7-2.
Katrine Hjorth Nyholm, nyoprykket til dagen spiller en tæt og stabil kamp som bølger meget frem og tilbage. Ved stillingen 4-4 i første sæt får Lyngbypigen dog et servegennembrud og lukker herefter sættet rutineret af til 6-4. 2.sæt kommer ligeledes godt i gang og Katrine er foran 2-1 hvorefter kampen stillingsmæssigt går helt i stå i lang tid hvor de skiftes til at vende fordel uden at være i stand til at lukke partiet. En følelse af, at dette parti vil afgøre kampen sniger sig ind på tilskuerne. Lyngbyspilleren ender desværre med at trække det længste strå til stillingen 2-2 og herefter lukkes sættet til 6-2, dog noget misvisende da partierne stadig var meget tæt spillet men rutinen vandt de afgørende points.
En rigtig flot og godkendt dag for TCO’s piger de kan være stolte af, oven i købet med en pige på 13 år og en nyoprykket fra Jyllands/fynsserien. De var oppe mod et væsentligt mere rutineret hold som hele sæsonen har spillet kampe på højere niveau hvilket gjorde dem i stand til at lukke de vigtige dueller til deres fordel. Var bare den ene af de to tie-break afgørelser endt i TCO’s favør skulle kampen have været afgjort med to doubler, så tæt var de på at spille lige op.
Tillykke til pigerne med en flot spillet sæson vi alle kan være stolte af, det lover godt for fremtidens ungdomstennis i TC Odense.
MAR
2016